Mus er go’ er lavet som en inspiration til alle voksne, der ønsker at støtte sprogudviklingen hos børn med høretab gennem sanglege og musikalske aktiviteter.
Øvelserne i dette materiale er specielt udviklet til at træne sproglige og auditive færdigheder hos 3-6-årige børn med høretab. På grund af høretabet har børnene særligt behov for at træne bl.a. artikulation, skelneevne, prosodi, rytme og sekvenser. Øvelserne kan dog laves med alle børn, der har brug for at få styrket deres sproglige fundament, herunder sprog og begrebsdannelse.
Mus er go’ er rettet mod børnehaver, hvor den kan anvendes som et pædagogisk redskab i forbindelse med at inkludere børn med hørenedsættelse og normalthørende børn i en fælles aktivitet med sprogligt fokus. Den kan også bruges af tale-hørepædagoger, musikterapeuter, specialpædagoger/lærere og forældre.
I applikationen finder du i alt 16 musikalske øvelser og lege. Til hver øvelse er der en kort introduktionstekst og et videoklip, hvor du kan se og høre, hvordan den pågældende øvelse skal laves. Du har også mulighed for at læse mere om øvelsen i den tilhørende lærerguide, afspille musikken med og uden sang, downloade noder m.v. Alle disse funktioner finder du i bunden af skærmbilledet ved hver øvelse.
Mus er go’ er en webapplikation og virker derfor kun, når du har netadgang. Det kan desuden være nødvendigt at koble din tablet/telefon/computer til eksterne højtalere, hvis du vil bruge musikken sammen med børnene. De indbyggede højtalere har ofte sine begrænsninger ift. lydstyrke og kvalitet.
Mus er go’ er udviklet af Yvonne (Ylle) Krone Sørensen, Cand.musicae i rytmisk musikpædagogik og ergoterapeut på Center for Døvblindhed og Høretab. Hun har arbejdet som musikterapeut med børn med høretab siden 2009, og underviser pædagoger og forældre i sprogstøttende sanglege og musikalske aktiviteter.
Mus er go’ er udgivet af det specialpædagogiske forlag Materialecentret.
Projektet har fået støtte af Oticon Fonden, Margrethe Larsens Mindefond, A.P. Møller Fond, Spar Nord Fonden, Aase og Ejnar Danielsens Fond og Martinus Sørensens Fond. Stor tak for det.
Tak til børn og voksne i Børnehaven Lille Tornhøj, samt til børnene på “Lyt, Leg og Lær” for hjælp til afprøvning af materialet, fotos og videoklip.